Jeg håber, du har lyst til at følge med på bloggen.

Du kan i højre side indtaste din e-mailadresse og få mine blogindlæg tilsendt.
Bemærk at du får en mail med emnet "FeedBurner Email Subscriptions" fra noreply+feedproxy@google.com, hvor du skal bekræfte ved at klikke på linket.

Du kan også følge mig på instagram: legoglaering.blogspot.dk - jeg skriver, når der er nyt på bloggen:-)

Wednesday, February 15, 2017

Madkundskab


Det er lige før, jeg kunne blive lidt sentimental over pasta med ketchup! For snart otte år siden så min aftensmad meget ofte sådan ud, da jeg boede på Vilhelm Kiers Kollegium i Århus:

Når jeg ikke gad at skulle til at koge pasta (for det er jo virkelig krævende...) og var træt af rugbrød, var det ikke sjældent, den stod på havregryn med mælk (jep, også til aftensmad). Skulle jeg lave mad til andre, stod den på Knorr lasagne, som var mit mesterværk.

Sixten og jeg mødte hinanden gennem fælles venner til karneval i maj. Du tænker sikkert (som alle andre med beskidt tankegang) hæhæhæhæ! - men nej, ikke på dén måde til karneval. Vi blev begge studenter den sommer, og jeg flyttede så fra Hjørring til Århus for at starte på Handelshøjskolen, hvilket jeg hurtigt fandt ud af, jeg ikke lige skulle. Sixten blev inviteret til kærestemiddag på kollegiet, og jeg havde gjort mig ekstra umage - faktisk helt ekstraordinært umage. Menuen stod på ovnkartofler (den færdige af slagsen fra køledisken), "Jensens favoritsauce" (blandes med fløde i en gryde og varmes op) samt en hakkedreng. Sikke et koordineringsarbejde. Jeg var rigtig godt tilfreds med resultatet, og med denne ret måtte jeg da virkelig være et catch. Jeg havde i hvert fald sørget for, at hakkebøfferne ikke blev for røde, der er jo noget med at kød skal gennemsteges... Sixten sagde ikke noget, men han havde tilsyneladende fået kvalt hakkebøffen og nok skyllet den så godt som muligt ned med sovs, samtidig med han nyforelsket gav mig kompliment for mine kokke-egenskaber. Der gik faktisk nogle år, før jeg hørte, at han aldrig nogensinde har fået en så tør og voldsomt overstegt bøf - og at ovnkartoflerne desuden var slatne og ikke havde fået nok tid i ovnen.


I dag ser det helt anderledes ud. Vi kan lide at lave god mad og gøre noget ekstra ud af det, når tiden og overskuddet er til det. Lige for tiden sætter jeg stor pris på, at maden er nem og hurtig at tilberede samt let at få ryddet væk. Sixten og jeg kan godt lide salater, og jeg forsøger derfor at lave en lille samling af opskrifter inde i mit hoved, som jeg ved er rigtig gode og som er nemme at finde, for jeg kan hurtigt bruge al for lang tid på at finde opskrifter og få handlet ind.

Jeg er særligt glad for bogen "Super 5:2" af Louise Bruun & Jerk W. Langer. Selvom jeg overhovedet ikke bruger kuren, er der bare nogle gode, sunde opskrifter, der ofte heller ikke er særlig avancerede at tilberede, men som smager rigtig godt. Når jeg laver salater tager jeg grøntsagerne fra til F. så det ikke er blandet sammen, så er sandsynligheden i hvert fald større for, at hun vil spise noget af det.

Vi har salat til et par dage ad gangen, og ellers spiser jeg det til frokost med eksempelvis en skive ristet rugbrød, aioli, hjertesalat og et æg. Det ville også være en super god og nem aftensmad, og salaten kunne være lavet aftenen i forvejen. Salaten er fra "Super 5:2" og en af mine favoritter. Sixten synes også om den, men vi har vist fået den liiiidt for mange gange, så nu må jeg finde nogle flere at variere med ;-)


No comments:

Post a Comment