Fastelavn

Pludselig er der gået et helt år, siden det sidst kom bag på mig, at det var fastelavn (igen)...

Det første år, hvor F gik i dagpleje, fandt vi i sidste sekund ud af, at der skulle afholdes fastelavn. Vi fandt en lyserød tyl-kjole, som vi havde fået med noget andet tøj fra familie. Voila - en prinsesse! (hun var 1 år og opdagede knap nok, at der var udklædning). Da F. var 2 år, havde vi fået udklædning med en tøjpose fra familie, så det gik helt af sig selv. Det heldige er, at vi nu har kostumer til A., så det kan vi bare finde frem, når vi igen overraskes over fastelavn, og kan nøjes med at panikke over et kostume til F. hvert kommende år, det er godt at have nogle traditioner...

F. har langt hår, og det måtte kunne udnyttes ift. hendes udklædning, så jeg havde først forestillet mig, at hun kunne være Ida fra Emil fra Lønneberg eller Motor-Mille. Min bedre halvdel mente absolut ikke, at hun skulle være Ida, så det blev Motor-Mille, men vi havde hverken blå heldragt eller briller. I sidste weekend foreslog hende i min mødregruppe, at hun jo kunne være Pippi ift. fletningerne, og det gav rigtig god mening. For det måtte jeg kunne sammensætte med hendes tøj, hun havde i forvejen. Det er tydeligvis ikke mig, der får hjulene til at køre rundt for dem, der forhandler børnekostumer. 

En hurtig Google-søgning viser forskellige outfits for Pippi, så jeg gik efter stilen (i den eksisterende garderobe) og ikke forklædet...

Den lilla Hr. Nilsson dukkede op blandt babylegetøjet, og det var faktisk ret smart, at han kunne sættes fast på en knap, så han ikke smuttede nogen steder.

Ja ja, det kan da godt være, det ikke lige er magen til Pippis tøj, og hun har heller ikke orange hår eller ståltråd i fletningerne. Men kan de 10%, der er klædt ud som Elsa, måske få ting til at fryse til is, når de rører ved det? I don't think so! (Så fik jeg lige retfærdiggjort vores udklædning på bedste børnehavemanér...)

Jeg er træt af alt det Frost-halløj og tilsvarende ting og sager, børnene forelsker sig i, fordi alle de andre har det. F. fik i adventsgave et sæt tøj til barnedåb, og da jeg ser hendes tamme blik i øjnene, da hun kigger på det (det er jo hverken lilla eller grøn), hører jeg mig selv hurtigt udbryde "eeeej! Det er jo en ELSA-lyseblå-kjole!" Og hvad gør pigen? Hun lyser op og synes, det er flot. Det er lidt irriterende, at det faktisk havde den ønskede virkning. Men hvad havde jeg regnet med? Mit idol var Pocahontas - og ja i den betydning, at jeg ville "være Pocahontas, når jeg bliver stor!" Æblet falder sgu ikke langt fra stammen. Min mormor kom en dag på besøg, og ser jeg sidder inde imellem to bjælker - hvad jeg laver? "Jeg leger Pocahontas". Det så sådan ud:

Vi har en trøje med Elsa på, som vi har fået fra venner, hvis datter er vokset ud af det. Det ændrer da lige morgenscenariet fuldstændig, at hun får den på. Har barnet overhovedet set filmen? Nej. Hun er hoppet med på bølgen i børnehaven, og så har hun set youtube-klip, som hun synger med på: "Met it go - met it goooooo!".

Til fastelavn i børnehaven igår sad tre kjole-piger på række, da vi kom. F. kiggede bare mut på dem. Øv. Det var helt tydeligt, at hendes ønske, om også at være Elsa, var større end mit behov for, at hun netop ikke skulle have sådan noget på. Det er sikkert sidste år, jeg bestemmer udklædningen. Men hun var i det mindste tilfreds med at have to forskellige strømper på.

Jeg har en kollega, der fortalte, at hendes børn ikke skal gå rundt og rasle - hun ser det som tiggeri, og det skulle hendes børn ikke. Den tankegang kan jeg sagtens følge, og jeg kan egentlig godt lide, at fastelavn handler om udklædningsfesterne.

I det nordjyske holder vi vinterferie i uge 8, og den blev naturligvis skudt igang med den obligatoriske, ugentlige risengrød!

God weekend derude :-) 

Kh Louise aka. Pocahontas